Susanne Søndergaard

Præstation, robusthed, parathed, stimulering… krav – krav – krav!

Jeg har i dag været meget påvirket, af en debat på mine børns skole om planlagte legeaftaler, som har fået mig til at tænke på de krav vi stiller til vores børn og unge.


VI KRÆVER:

  • Tilpasning
  • Socialisering
  • Robusthed
  • Præstation
  • Engagement
  • Parathed
  • Mange stimuli af sanserne
  • Fritidsinteresser
  • Familiesammenkomster
  • Legeaftaler
  • Fritidsinteresser
  • Og meget andet...

​Men både i mit arbejde og som mor, kommer jeg tit til at tænke på... hvad mere kan vi forlange?

Her tænker jeg på, at jeg jo møder rigtig mange sårbare børn, unge og familier, som har brug for støtte og opmærksomhed. Det kan de få fra blandt andet skolen, de andre elever og forældre, familien og professionelle.

Jeg ved om nogen hvor svært det er, for de børn og unge der føler sig udenfor fællesskabet, og som føler sig ensomme og anderledes. ​Og jeg ved hvor ofte disse børn og familier kommer til at sætte sig selv i en "offerrolle". 

Ordet "offerrolle" har sin helt egen overskrift på et af mine moduler på mit selvværdskursus. Fordi jeg gerne vil ruste børn og unge, til selv at blive aktive. Jeg vil gerne have at de forstår, at der sjældent kommer nogen og redder dem ud af ensomheden og følelsen af at være anderledes.  ​

Jeg vil gerne med store bogstaver sige:

JEG ACCEPTERER IKKE MOBNING AF HVERKEN FYSISK ELLER PSYKISK KARAKTER​!

Men jeg synes at vi på et eller andet plan må lære vores børn og unge, at ikke alle har kemi sammen og deler ikke de samme interesser​. Vi må lære dem, ikke at vente på at blive opsøgt af andre, hvis de står og gemmer sig i et hjørne, vi må lære dem at 2 eller 3 gode kammerater, kan være lige så gode eller bedre end 10. 

Vi må lære dem, at hvis de gerne vil i kontakt med én de ikke plejer at tale med, så er det en god idé, at sætte sig mål for at få sagt hej eller invitere personen med hjem. Imens børnene er små, er det vigtigt, at forældrene tager ansvar for at sætte disse mål og støtte i at få dem udført. Jeg er sikker på, at langt de fleste familier gerne vil bakke op om sådan et forsøg, hvis de bliver spurgt. Men er du forælder til et sårbart barn, så forvent ikke at alle andre opdager det og begynder at reparere problemet​...

​Jeg er meget modstander af, at vi tvinger børn og unge til at være sammen i fritiden. Men modsat skal vi selvfølgelig lære dem, at alle er lige og har lige rettigheder og at man i skolen, skal kunne være sammen med alle, arbejde sammen med alle og give plads til alle.

Efter min mening er det absolut muligt at skabe gode relationer og rummelighed, uden at vi skal tvinge børn og unge samt forældre til, at være sammen i fritiden. ​Vi lever i en travl hverdag og børn og unge skal leve op til alles VORES krav - mange børn bliver totalt overstimuleret i skolen og mange også i fritiden.

I skolen er sanserne virkelig på overarbejde, især for et sensitivt barn. For det første masser af lyde (klokken der ringer, folk der snakker, fodtrin fra gangen, en bil der kører forbi på gaden), masser af lugte (sidemandens makrelmad, lugten i gymnastiksalen, lærerens kaffeånde eller duften af parfume), masser af synsindtryk (folk der bevæger sig omkring imens der kræves koncentration, små bogstaver i en bog, masser af ting og sager der roder i klasserne eller i garderoben, masser af farver fra vægdekoration og skarpt lys igennem vinduet), masser af berøring (folk der støder ind i én, en lærer der rører ved armen når hun taler til én, mærket i nakken på blusen, eller syningen i spidsen af strømpen) og jeg kunne blive ved.

Det jeg oplever er, at mange børn og unge bliver fyldt op​ og trænger til ro inden de skal videre til deres fritidsinteresse eller mormors fødselsdag, på skiferie eller på weekend i Lalandia.

Sensitiv

Hjemme er = frirum - det er her dit barn har ro!

Ro til at fordybe sig i en god bog eller film og tid til at hygge med dem de er aller mest tryg ved.

Giv plads til frihed og ro ind imellem hele ræset!

Hvis dit barn ikke har brug for en masse aftaler efter skole, så undlad at presse dem til det. Modsat hvis de udviser energi og lyst til at være sociale, så lad dem lave aftaler og forsøg gerne at opfordre til, at være sammen med nogle andre end dem de plejer.

Kig på dit barn eller din teenager og mærk efter med dit hjerte hvad han eller hun har brug for. De er hver især skønne individer, som har forskellige behov og ofte også andre behov end dem du selv havde da du gik i skole.

Tving dem ikke til flere sociale arrangementer end det de magter... der er nok i forvejen for langt de fleste børn og familier.

Og igen til de familier, der har svært ved at se, at deres barn er i et fællesskab.... Bliv ven med forskelligheder og sæt mål sammen med og for dit barn.

Lad være med at få ondt af dit barn - det sætter dem automatisk i "offerrollen"... Start derimod med, at anerkende at det sociale er svært og at det er OK at være ked af det og kom så i arbejdstøjet. Tal med dit barn om, hvem han/hun rigtig gerne vil være sammen med og forsøg så at hjælpe med at lave en aftale, respekter hvis I møder modstand på aftalen og sæt et nyt mål.

Det vil aldrig blive muligt at tvinge venskaber igennem, men ved at lære barnet eller den unge selv, at ændre nogle strategier eller nye vaner, så kan det pludselig være at der opstår venskaber på en helt ny måde.

​Disse problematikker opstår meget ofte i form af enten børns eller forældres lave selvværd, fordi at der opstår en frygt for at tage handling og det er netop det, jeg bruger meget af min arbejdstid på at ruste både børn og voksne til

 OG DET VIRKER!!!

Teenage selvværd

Støtte til bedre selvværd.

SELVVÆRD

>