Der er altid en vej

En ærlig, anonym beretning fra en skøn pige, som jeg har haft i et mentorforløb og holdt en løbende kontakt med – jeg er meget taknemmelig for at måtte bringe dette:

En vinterdag betragtede jeg eget spejlbillede forfra, bagfra og fra siden. Jeg vidste efterhånden ingenting – kun at jeg ikke havde det godt og ikke kunne se vejen ud af det. Jeg var 16 år, den pligtopfyldende og perfektionistiske gymnasiepige, som kun accepterede ti- og tolvtaller. Ungdommen skulle være fed og spændende, men det var ikke sådan, jeg havde det.

Indeni gik jeg rundt med en konstant grundfølelse af aldrig at gøre det godt nok og at være anderledes.  Jeg følte mig kun anerkendt gennem mine præstationer i skolen og var i tvivl, om jeg var god nok som menneske. Ingen skulle se denne usikkerhed, og at jeg ikke kunne mere, så jeg forsøgte at opretholde en facade som den glade og normale pige.

Jeg begyndte at have en øget bevidsthed og fokus på mit udseende og krop. Alting bliver nok bedre, hvis jeg lige taber mig lidt, tænkte jeg. Men jeg kunne ikke se vægttabet. Tværtimod. I egen optik blev jeg blot tykkere og tykkere. Den indvendige smerte blev kortvarigt dulmet ved ikke at spise og gav mig følelsen af at have kontrol. Men mærkeligt nok fik jeg det alligevel ikke bedre. Hvad handlede det her om? Til sidst fik jeg nok af at være stresset og usikkerheden omkring, hvad skole, venner og familie forventede af mig, mine egne uopnåelige krav, og præstationsangsten. I døgnets vågne timer var der ingen livsglæde, selvtillid og selvværd. Jeg ville helst bare være alene. Så i fællesskab med mine forældre valgte jeg at stoppe min skolegang for at finde svar. Dette blev starten på en rejse.

På min rejse fik jeg en mentor, som fik stor betydning. Hun fik skabt en relation fyldt med tillid og anerkendelse, hvilket gav mig følelsen af ikke blot at være ”endnu et nummer” i kommunens system. Før følte jeg mig alene og havde ikke kunne tale med nogen om, hvordan det præcis var at være mig – ung, usikker, forvirret, fyldt af følelser. Lige pludselig var der en, som forstod mig og i perioder var et vikariende håb.

Jeg blev hjulpet til at flytte fokus fra min egen lille spiseforstyrrede boble og i stedet vende blikke ud mod verden. Sideløbende med praktik og uddannelse kiggede vi på, hvad jeg gerne ville med mit liv, mit selvbillede, interesser og styrker, samt handlemønstre for i fællesskab at skabe nye mestringsstrategier.

Jeg fandt ud af, at den kortvarige smertelindring ikke løste mine problemer. Hvad der i stedet hjalp, var at give udtryk for alle de tanker og følelser, jeg rendte rundt med indeni og lære, hvordan jeg skulle tackle dem.

Tidligere har jeg holdt enormt meget af at være kreativ! Derfor var det helt oplagt at genfinde mit kreative gen, så jeg kunne bruge det som mestringsstrategi. Gennem klaverspil og maleri opstod et frirum, hvor jeg kunne udtrykke hele følelsesregisteret, fordi jeg kunne bruge farverne og stemninger i musikken som hjælp. Så samtidig med, det var min hobby, fik jeg altså på en konstruktiv måde afløb for alt, hvad der fyldte.

Mit mentorforløb gjorde, at mit selvværd begyndte at ændre sig, og jeg mærkede en spirende selvtillid i takt med flere og flere succesoplevelser.

I dag har jeg en meningsfyldt hverdag, som jeg har lyst at stå op til. Bedst af alt ved jeg, at jeg elsket for den, jeg er og ikke for alt, hvad jeg gør. Der er andet i livet end topkarakterer, fine diplomer og hvad andre tænker om mig. Jeg går mine egne veje. At hvile i dette har gjort, at der nu er plads til både udannelse, kreativitet, familie og venner. Så spiseforstyrrelse, angst og depression – selvfølgelig ville jeg gerne have været det foruden, da alt var mest håbløst, men denne lærerige rejse har samtidig også rustet mig, gjort mig stærkere og til den, jeg er.  Min mor fik ret: Der er altid en vej – nogle gange skal du bare have hjælp til at finde den.

 

Life goes up and down

 

>